Cameron Diaz’ ​​90’er fantasyfilm med Ewan McGregor har en utrolig præmis

Danny Boyles film fra 1997 “A Life Less Ordinary” blev af nogle set som hans skridt mod mainstream. Boyle vakte opsigt i 1994 med sin mørke komedie “Shallow Grave”, en film om en trio af værelseskammerater, der uklogt røver deres døde beboer. I 1996 eksploderede han dog på indiescenen med sit stykke Euro-MTV bilulykkesanarki, “Trainspotting”, en film om heroinmisbrugere og deres søgen efter ikke at leve et kedeligt liv. Den tidligere film var sikret, men i lille skala. Sidstnævnte var vidtstrakt, beskidt og forfriskende kaotisk.

“A Life Less Ordinary” er derimod poleret og glat og assertivt finurlig. Ligesom hans tidligere to film havde den Ewan McGregor i hovedrollen, men han fik selskab af en bølge af genkendelige filmstjerner og produktive karakterskuespillere, herunder Cameron Diaz, Holly Hunter, Delroy Lindo, Ian Holm, Stanley Tucci, Maury Chaykin, Tony Shalhoub og Dan Hedaya. Dette var Boyles “store pause”.

A-plottet i “A Life Less Ordinary” er almindeligt. McGregor spiller Robert, en pedel, der er oprørt over, at en rengøringsrobot lige har taget hans job. Han arbejder for en arrogant millionær (Holm), som har en smuk datter ved navn Celine (Diaz). Celine er forlovet med en mand, hun hader (Tucci). Robert, i et galt slag på kontoret, vil ende med at kidnappe Celine, lidt på et indfald. Mens de er på lam sammen, begynder parret at blive forelsket. Dette var et plot, der ligner en film fra omkring samme tid kaldet “Excess Baggage.”

B-plottet i “A Life Less Ordinary” er dog mindre almindeligt. Det ser ud til, at den Almægtige selv manipulerer de to unge elskere, og Lindo og Hunter spiller himmelske engle, der er i måneskin som dusørjægere. Hedaya spiller ærkeenglen Gabriel.

Englenes vinkel er meget, meget mærkelig. Tanken bag det er sund: Den gode Herre Gud blander sig i menneskelige anliggender for at sikre, at kærligheden består. Men Danny Boyle og manuskriptforfatter John Hodges visualisering af vinklerne er lidt off-center. Ærkeenglen Gabriel arbejder på et almindeligt politikontor og har et skilt på døren, hvor der står, at han er politimester. Karaktererne Holly Hunter og Delroy Lindo, ved navn O’Reilly og Jackson, er på udebane, fordi alle deres seneste forsøg på at antænde kærlighed på Jorden er mislykkedes, og de er nødt til at knække en “stor sag” for at komme tilbage til Guds gode nåde. Romantikken mellem Robert og Celine, mener de, burde gøre det trick. Hvis de fejler, bliver de faldne engle og bliver nødt til at blive på Jorden på ubestemt tid.

På Jorden tager de som nævnt form af dusørjægere og interagerer med de menneskelige karakterer, som om de var almindelige flyttemænd til plottet. Denne englelige indblanding i en krimi kan afspejle en filmtrope fra æraen; i film som “True Romance” og “Natural Born Killers” begår de kriminelle mere og mere afskyelige forbrydelser, men deres kærlighed er stadig så ren, at de ser ud til at slippe af sted med alting og bliver næsten hjulpet af guddommelig forsyn. Både “Romance” og “Killers,” det skal bemærkes, blev skrevet af den samme person, Quentin Tarantino, så Boyle kunne have stukket let i en af ​​sine samtidige.

Boyle lægger på stilen ret tyk og tilføjer et par ekstra tegneserieagtige indbildskninger. Vi ser for eksempel inde i brystet på en af ​​karaktererne, og deres hjerte er en stor, glødende, hjerteformet lanterne. I slutningen af ​​filmen trænger en fejlagtig kugle sig vej gennem hjertet.

Som så mange film fra 1990’erne havde “A Life Less Ordinary” et bragende soundtrack. Det kunne prale af numre fra Beck, REM, Luscious Jackson, Sneaker Pimps og The Prodigy, men også lettere numre af Elvis Presley, Bobby Darin og, mest spændende, Squirrel Nut Zippers. 90’erne var en tid, hvor en film kunne tabe penge ved billetkontoret, men mere end genvinde sine tab fra en succes-cd med soundtrack.

“A Life Less Ordinary” snublede faktisk ved billetkontoret og tjente 14,6 millioner dollars på et budget på 12 millioner dollars. Kritikere var heller ikke vilde med det, da de fandt, at dets særhed og fjollede historieindbildelser var lidt for meget at bære. Roger Ebert gav filmen to stjerner (ud af fire), og skrev, at “Filmen bruger enorm energi på at fortælle en historie, der er kedelig og konstrueret.” På trods af englene og sære stil bemærkede Ebert, at “det er en konventionel film, der aldrig overbeviser os om, at den skulle laves.” Han syntes også, gennem hele sin anmeldelse, at være forvirret over de roller, englene skulle spille i alt dette.

Owen Gleiberman, der skrev for EW, afskyede filmen og gav den et F. Han åbnede sin anmeldelse og skrev, at “Vi har alle set film, der går af sporet. Af og til er en film dog så ude af balance, så ekstravagant misforstået, at den ryger af sporet, zoomer over klippen og griner hele vejen på.” Han følte, at filmens stil var konstrueret, og at de to hovedroller var irriterende, hvor McGregor var for meget af en hundehvalp, og Diaz var for meget af en møgunge.

Boyles næste film, “The Beach”, var en stor succes. Selvom det ødelagde Boyles og McGregors venskab.