Action-hype kan som regel bedømmes ud fra en trailer og er relativt mere krævende. Actionfans spørger ikke bare, om filmen er stor. Vi spørger, hvilken slags fart den lover. Er den bygget op omkring stjernernes karisma, fysisk fare, gigantiske myter, kinetisk humor, hævn-grammatik eller den meget gammeldags fornøjelse ved at se en beslutsom person bevæge sig gennem umulige rum, mens alt omkring dem går op i flammer?
Derfor kan en kommende action-rangliste se lidt mærkelig ud. Den bliver heller ikke helt præcis, for en trailer kan laves, så den ser flot ud, mens filmen i virkeligheden er elendig. En film kan være kæmpe stor og alligevel ikke føles spændende på den rigtige måde. En anden kan se lidt mindre kolossal ud og alligevel føles som om den har ægte action i sig. Disse 6 kommende actionfilm? Sådan ser de ud indtil videre.
7
6
‘Mutiny’ (2026)
Mutiny er bygget op omkring Jason Statham falsk anklaget for mordet på sin milliardær-chef og tvunget til at kæmpe sig vej gennem en international sammensværgelse er et så solidt stykke actionarkitektur, at jeg næsten ikke behøver mere end den sætning. Filmen har premiere den 21. august 2026, Jean-François Richet står for instruktionen, og den officielle hjemmeside er allerede live, hvilket giver det hele en tilfredsstillende følelse af, at “det her kommer, det er ikke bare under udvikling”.
Og alligevel er dette præcis den slags Statham-film, hvor min begejstring er selvsikker snarere end feberagtig. Jeg ved, at grundlaget sandsynligvis vil fungere. Han vil bære filmen, trusselsbilledet vil forblive overskueligt, nogen vil groft undervurdere, hvor vred han er, og der vil være mindst én sekvens, hvor professionalisme forvandles til udslettelse. Det er et godt udgangspunkt. Det er ikke automatisk et skyhøjt loft. Jeg er klar. Jeg er bare ikke begejstret. Statham er nødt til at ændre noget her.
5
‘Masters of the Universe’ (2026)
Masters of the Universe er meget nemmere at blive følelsesmæssigt involveret i, fordi risikoen er en del af spændingen. He-Man (Nicholas Galitzine), Skeletor (Jared Leto), Teela (Camila Mendes) og Duncan (Idris Elba) antyder allerede en film, der i det mindste forstår, at den har brug for fysiskhed, pulp-mytologi og lidt underlig, gammeldags legetøjsæske-storslåethed for at overleve. Filmen har premiere den 5. juni 2026.
Det, der begejstrer mig, er muligheden for fyldig fantasy-action, sværd, forvandlinger, kosmisk skurkagtighed – den slags heroisk skala, som moderne franchise-film undertiden flader ud til gråt slam. He-Man bør ikke føles smagfuld. Han bør føles som et primitivt action-fantasy-billede med absurd oprigtighed bag sig. Hvis filmen virkelig læner sig op ad Eternia som et sted med muskler, tragedie og teatralsk ondskab snarere end kedelig CG-udbredelse, kunne dette løfte den meget højere ved udgivelsen. For nu er forventningen reel, fordi filmen enten kan blive en vild succes eller et spektakulært vrag. Begge dele er energigivende på hver sin måde.
4
‘Supergirl’ (2026)
Supergirl er der, hvor ranglisten begynder at blive rigtig spændende for mig. Kara Zor-El (Milly Alcock) spiller hovedrollen, Craig Gillespie instruerer, og de tidlige rapporter om projektet har fremhævet den mere rå og barske karakter af denne version af Kara. Det betyder noget. Supergirl fungerer bedst for mig, når hun ikke bare er en kvindelig Superman, men en mere medtaget, mere hjemløs og mere følelsesmæssigt brændt figur, der bærer kosmisk kraft med en anden slags sår.
Det, der gør den særligt lovende som actionfilm, er, at filmen ikke lyder blød. De tidlige beskrivelser af piratangreb, en mere rå rumrejse-tekstur og en mindre poleret heroisk overflade tyder på en film, der ønsker, at actionen skal føles farlig snarere end blot smuk. Det er præcis det rigtige instinkt for Kara. Hvis denne film virkelig giver hende raseri, ensomhed og fremdrift i stedet for blot ikonografi, kunne det blive en af årets største action-overraskelser.
3
‘Avengers: Doomsday’ (2026)
Avengers: Doomsday er forventning drevet af pres. Joe Russo og Anthony Russo er tilbage, og Doctor Doom (Robert Downey Jr.) giver hele projektet en slags ustabil spænding. Det er ikke bare endnu en ensemblefilm nu. Det er et eksplicit forsøg på at få Marvel til at føles farlig, begivenhedsrig og globalt diskuterbar igen. Ville det ske på samme måde som Infinity Wars og Endgame gjorde? Det er jeg ikke sikker på.
Som actionfan er tiltrækningen dog åbenlys. Avengers film fungerer godt, når de ikke længere føles som vedligeholdelse af tilstødende solo-brands, men i stedet som design med stor skala og gennemslagskraft. Sammenløb. Sammenstød. Gigantiske bevægelser på tværs af flere fronter. Karakterer, der møder hinandens actiongrammatik på måder, vi ikke har set før. Doom tilføjer endnu et lag, fordi han lover autoritær styrke og teatralsk intelligens i stedet for blot endnu et problem med stråler fra himlen. Hvis Russo-brødrene kan genindføre det Infinity War–Endgame følelse af konvergerende momentum, kunne dette blive enormt på netop den svedige, fællesskabsorienterede måde, som blockbuster-action skal være.
2
‘Spider-Man: Brand New Day’ (2026)
Spider-Man: Brand New Day er den, der får mig til at smile, fordi opsætningen er så ren. Peter Parker (Tom Holland) blev efterladt ved slutningen af No Way Home, strippet ned, isoleret og tvunget til at genopbygge sig selv fra bunden. Det er her, Spider-Man-action bliver spændende igen. Mindre rum, hårdere landinger, mere improvisation, mindre multiverselt fyrværkeri, der dækker over fraværet af personlig fare.
Og Holland er perfekt positioneret til den slags comeback. Afslutningen på No Way Home efterlod Peter i en version af karakterens mest ensomme situation, og den ensomhed er fantastisk brændstof til action. Det ændrer, hvordan hvert sving føles. Hver kamp. Hver flugt. Hver beslutning om, hvorvidt han har råd til at være heroisk, når der ikke venter noget større sikkerhedsnet bag masken. Det er som den perfekte yin-og-yang-balance. Derfor placerer jeg den over Avengers: Doomsday i ren actionforventning: Jeg kan allerede se det fysiske sprog. Regnfulde gyder, mere rå kamp, momentum med blå mærker i. Det fanger mig hver gang.
1
‘The Odyssey’ (2026)
The Odyssey måtte være nummer et. Christopher Nolan’s Odysseen og Odysseus (Matt Damon) får allerede dette til at føles som et studieprojekt fra en sundere æra. Castet omkring ham er absurd stærkt. Men selv før castet gør selve materialet dette til det mest spændende actionprojekt på bordet. Dette er ikke bare et prestigefyldt epos. Det er en af de grundlæggende actionhistorier i vestlig fortællerkunst: skibsforlis, monstre, belejringer, bueskydning, forklædninger, raseri, udholdenhed, fædre og sønner, mænd der forsøger at komme hjem gennem en verden, der bliver ved med at nægte dem adgang.
Og Nolan, når han virkelig er i sit es, er en krigsarkitekt af momentum. Han forstår prøvelser. Han forstår skala som bevægelse snarere end tapet. Han forstår, hvordan man forvandler en mands mål til en række gigantiske fysiske prøvelser uden at miste den centrale besættelse. Derfor er The Odyssey er den mest ventede actionfilm her for mig. Den har chancen for at blive kæmpe uden at føles kunstig, mytisk uden at føles død, og actionfyldt på en måde, der stadig gør ondt. Det er drømmen.
The Odyssey
- Udgivelsesdato
-
17. juli 2026
- Spilletid
-
172 minutter