Kredit: Far Out / Alamy
Meget få forhold kan vare 50 år … især når den ene halvdel af partnerskabet offentligt latterliggør den anden for at have en “lille lille baby”.
Bortset fra sjove spøg i sarte erindringer, når man tænker på, at det partnerskab, Mick Jagger og Keith Richards har delt, har været under konstant søgelys og udsat for en rockstjernes tumultariske liv, er det næsten utroligt, at de stadig er venner i dag, endsige at udgive musik sammen!
Selvom de måske ikke er uangribelige rockikoner, som ethvert venskab, skulle Richards og Jaggers forening begynde et sted. Det sted var en chance, da ‘Glimmer Twins’ krydsede veje i London. I brevet nedenfor beskriver en 18-årig Richards mødet med Jagger for første gang. 250 millioner pladesalg senere er pladen et værdsat dokument i popkulturens historie.
Brevet fanger oprindelseshistorien om rock ‘n’ roll’s mest udsøgte duo. Selvom de ikke altid var udstyret med subtiliteten fra nogle af deres samtidige, var Jagger og Richards en sangskriverkraft at regne med. Hvad de manglede i opfattet kudos fra intelligentsiaen, kompenserede de for i fodtrampende, hoftesvingende, feststartende rock ‘n’ roll.
Brevet fanger den mere ømme oprindelse af denne helvedesrejse. I brevet skriver Richards til sin tante Patty, en korrespondance, som blev beskrevet detaljeret i musikerens selvbiografi, Liv. I noten beundrer guitaristen Patty med, hvordan han mødte denne nye knægt, Jagger. Eller rettere, tilfældigt mødtes igen.
Det lyder: “Du ved, jeg var opsat på Chuck Berry, og jeg troede, jeg var den eneste fan i miles, men en morgen på Dartford Stn. (det er så jeg ikke behøver at skrive et langt ord som station) Jeg holdt en af Chucks plader, da en fyr, jeg kendte i folkeskolen 7-11 år, kom hen til mig.” Det var et seismisk øjeblik for popkulturen, der passende afslører den rootsmusik, der altid har undergravet Stones’ eget output.
Richards fortsætter: “Han har hver eneste plade, Chuck Berry nogensinde har lavet, og alle hans kammerater har også, de er alle rhythm and blues fans, ægte R&B mener jeg (ikke det her Dinah Shore, Brook Benton lort) Jimmy Reed, Muddy Waters, Chuck, Howlin’ Wolf, John Lee Hooker, alle Chicago bluesmænds ægte lowdown-ting”.
Alle disse vil være centrale påvirkninger og forblive på deres favoritalbumlister for evigt. Det er måske ikke så overraskende i betragtning af, at videnskaben har vist, at musik, som du opdager i dine teenageår, holder som en “musikalsk hjemmebase” i din voksen alder. Alligevel har få klamret sig så stærkt til deres inspirationskilde. Faktisk blev et cover af Willie Dixons klassiker ‘Little Red Rooster’ deres debutsingle og nummer et.
Richards går lidt længere, når han beskriver det tilfældige møde og giver en vision om sin fremtid. Han sagde, “Under alle omstændigheder fyren på stationen, han hedder Mick Jagger, og alle ungerne og drengene mødes hver lørdag morgen i ‘Karrusellen’ en eller anden juke-joint brønd en morgen i januar, hvor jeg gik forbi og besluttede mig for at slå ham op. Alle er over mig, jeg bliver inviteret til omkring 10 fester”.
Den spirende guitarist efterlod også en lysende godkendelse og skrev: “Udover det er Mick den største R&B-sanger på denne side af Atlanten, og jeg mener ikke måske.” Så selvom han måske har affyret et par jibber gennem årene, er det tydeligt, at han beundrede sin gamle makker lige fra starten.
Richards beskriver også at rejse til et stort “parcelhus” med Jagger og møde en butler; efter at have fået en vodkalime bragt til ham, blev han betaget af det høje liv. “Jeg følte mig virkelig som en herre, bad næsten om min krone, da jeg gik,” sagde han. Det var et tegn på ting, der skulle komme, og bandet ville optræde i Marquee Club blot et par uger senere.
Som han ville skrive år senere: “Hvis du vil gå til spilde, så smid dig elegant ud.” Med snavsede fingernegle og skrabet hår har Stones stadig næsten gjort det. Og deri ligger deres robuste, brølende, men alligevel raffinerede appel. Som Bob Dylan ville sige det, bag punken dvæler metal, you name it, en lille smule af to unge drenge, der mødtes på en togstation.
Læs hele udskriften af Keith Richards brev, der beskriver mødet med Mick Jagger for allerførste gang, nedenfor.
“Kære Pat,
Så ked af ikke at have skrevet før (jeg beder om sindssyg) med bluebottle stemme. Gå ud til højre under øredøvende bifald.
Jeg håber du har det meget godt.
Vi har overlevet endnu en herlig engelsk vinter. Jeg spekulerer på, hvilken dag sommeren falder på i år?
Åh men min kære, jeg har haft såååå travlt siden jul ved siden af at arbejde i skolen. Du ved, jeg var opsat på Chuck Berry, og jeg troede, jeg var den eneste fan i miles, men en morgen på Dartford Stn. (det er så jeg ikke behøver at skrive et langt ord som station) Jeg holdt en af Chucks plader, da en fyr, jeg kendte i folkeskolen 7-11 år, kom hen til mig. Han har hver eneste plade, Chuck Berry nogensinde har lavet, og alle hans kammerater har også, de er alle sammen rhythm and blues fans, ægte R&B mener jeg (ikke det her Dinah Shore, Brook Benton lort) Jimmy Reed, Muddy Waters, Chuck, Howlin’ Wolf, John Lee Hooker, alle Chicago bluesmænd, ægte lowdown-ting, fantastisk. Bo Diddley han er endnu en stor.
Anyways fyren på stationen, han hedder Mick Jagger, og alle ungerne og drengene mødes hver lørdag morgen i ‘Karrusellen’ en eller anden juke-joint brønd en morgen i januar, hvor jeg gik forbi og besluttede at slå ham op. Alle er over mig, jeg bliver inviteret til omkring 10 fester. Udover det er Mick den største R&B-sanger på denne side af Atlanten, og jeg mener ikke måske. Jeg spiller guitar (elektrisk) Chuck-stil, vi fik os en bassist og trommeslager og rytmeguitar, og vi øver 2 eller 3 aftener om ugen. SWINGIN’.
Selvfølgelig ruller de alle ind i penge og i massive parcelhuse, skørt, man har endda en butler. Jeg gik rundt der med Mick (i bilen er Micks selvfølgelig ikke min) OH BOY ENGLISH IS IMPOSSIBLE.
“Kan jeg skaffe dig noget, sir?”
“Vodka og lime, tak”
“Selvfølgelig, sir”
Jeg følte mig virkelig som en herre, bad næsten om min krone, da jeg gik.
Alt her er bare fint.
Jeg kan dog bare ikke afskedige Chuck Berry, jeg fik for nylig en LP af hans direkte fra Chess Records Chicago kostede mig mindre end en engelsk plade.
Selvfølgelig har vi stadig de gamle Lags her, du kender Cliff Richard, Adam Faith og 2 nye shockere Shane Fenton og Jora Leyton SÅDAN CRAP, DU ALDRIG HAR HØRT. Bortset fra den fedtkugle Sinatra ha ha ha ha ha ha ha.
Alligevel keder jeg mig ikke længere. Denne lørdag skal jeg til helaftensfest.
“Jeg kiggede på mit ur
Klokken var fire-fem
Mand jeg kendte ikke
Hvis jeg var død eller levende”
Citat Chuck Berry
Reeling og en Rocking
12 galls Beer Barrel of Cyder, 3 flaske whiskyvin. Hendes mor og far rejste væk i weekenden, jeg vil vride mig, indtil jeg falder (det er jeg glad for at sige).
Lørdagen efter tager Mick og jeg 2 piger over til vores yndlings Rhythm & Blues-klub i Ealing, Middlesex.
De fik en fyr på elektrisk mundharmonika. Cyril Davies fantastiske altid halvt beruset ubarberet skuespil som en gal mand, fantastisk.
Så kan jeg ikke komme i tanke om andet at kede dig med, så jeg melder godnat-seerne fra
STORT GRIN
Luff
Keith xxxxx
Hvem ville ellers skrive sådan et lort.”
